KLiNuuk

KLiNuuk

Nuuk - under huden

Jeg skal arbejde og bo i Nuuk fra 1. Juni 2015.

Jeg vil skrive om mit liv og mine oplevelser, stort og småt.
Min familie - dvs. mand og børn bliver på Bornholm - så her er en chance for at følge med for familie og venner.

Juli

Juni 2015Oprettet af Karen-Lisbeth fre, august 07, 2015 21:05:11
Juli i Nuuk i helt fantastisk sommervejr, sol og stille det meste af tiden. Det har været dejligt at nyde i sandaler (som jeg tog med i et øjebliks indfald), bare tæer og halvlange bukser. Aftenerne er dog til lange bukser og jakke. Den arktiske sommer har foldet sig ud med grønne vækster overalt, flotte aftener, sneen er smeltet (dog ikke i fjeldet, hvor der stadig ligger noget i faner rundt omkring), masser af udendørs aktivitet også om natten hvor man tit ser børn spille bold kl. 2 om natten. Juli har været præget af ferietid, der er mange bortrejst og stille på arbejde, hvilket har været godt til at nå at sætte sig bedre ind i tingene og lære en ny branche bedre at kende, overlappe i ferietiden samt hele tiden opdage nye pudsigheder ved at være i et andet land med en anden kultur.Gåture i fjeldet med kollegaer, lidt køreture i lånte biler (åh, hvor jeg nyder at køre bil) gør at jeg færdes lidt mere hjemmevant uden for centrum, hvor jeg bor og arbejder, de allestedsnærværende store ravne, udsigten til flotte fjelde uanset i hvilken retning man vender sig, udsigten fra fjeldet ned over Nuuk og fjorden, der ser ud som en skærgård oppefra med en masse små øer udenfor byen.
En enkelt gang har jeg været i byen på værtshuset Daddy's og diskotek Manhattan sammen med nogen andre, "Mutten" har jeg også besøgt, dog kun i dagtimerne og i embeds medfør.
Rensdyrjagten er gået ind for erhvervsfangerne, så det bliver en livlig weekend, hvor de sejler ud med båden og tager på jagt inde i fjordene. Heroppe kan der kun sejles i to tempi, enten fuld fart eller ikke, ellers kommer de jo heller ingen vegne.
Det bliver nu mørkt om natten, så det igen er muligt at kende forskel på dag og nat, og vi går jo mod den mørke tid, så det bliver spændende at prøve.
Det er også dejligt at mærke den empati, man bare bliver mødt med fra alle sider, smilende og søde er folk, og jeg nyder at være en del af det.
Min ambition om at lære grønlandsk er jeg desværre ikke kommet videre med, da alle er så gode til dansk. Til trods for eller måske i sammenhæng med den sprogdebat der jævnligt popper op ang. Modersmålet kontra dansk eller engelsk er jeg imponeret, idet de fleste mennesker her i byen taler flot dansk og rigtig mange også engelsk. Det er da flot at være 2 eller 3 sproget. Det er desværre også vejen frem at kunne enten dansk eller engelsk, da uddannelsesmulighederne er meget begrænsede for kun grønlandsktalende.
Uddannelse her er ligeledes et "varmt" emne, idet der er for få højtuddannede, og en hel del springer fra mit i gymnasiet og/eller andre uddannelsessteder, både skoleforløb og erhvervsuddannelser. Det er virkelig synd og meget dyrt for en særdeles slunken hjemmestyrekasse, og en masse ressourcer spildes.
Det er Grønlands nuværende ungdom, der skal regere landet om føje år, og der er heldigvis også mange dygtige og energiske mennesker, der vælger at vende tilbage efter endt uddannelse.
Jeg er ret god til at lave mad hver dag, dog ofte alt for meget, og min lille fryser er allerede fuld (ups), men det er hyggeligt at lave mad, især når jeg har tid til det.
Desuden går en del af mine aftener med kontorarbejde, som på grund af pladsmangel kommer til at fylde hele stuen, hvor jeg så løber rundt mellem mapper og pc eller regnemaskine og printer og prøver at undlade at falde i ledningen til printeren.

Jeg kan ikke se mig mæt på de spændende lysforhold her er, lige nu er Store Malene overskyet, sol lige midt på og skygge ned ved jorden. Se med her😊👏

Jeg har også lært at skyde genvej hen over fjeldet, hvor det passer. Trapper går også an, især den udenfor mit vindue går jeg ofte op og nedad, da det er nærmeste vej til job.

Iøvrigt er der også moskusokser i fjordene her, men de er totalfredede. Fisk smager helt vildt godt her, og lige nu er der mange friske grøntsager at købe, ost er ikke så dyrt, man kan ikke købe 2 ltr. Sodavand her, da man får sendt ekstraktion og selv tapper på søde, buttede flasker hos Nuuk Imeq (vand).

  • Kommentarer(0)//klinuuk.lhbornholm.dk/#post6

Een måned er gået.

Juni 2015Oprettet af Karen-Lisbeth man, juni 29, 2015 21:00:22
Idag har jeg været her i en måned, og tiden er gået hurtigt.
Til trods for savnet af min familie, mand og børn, der mærkes i stille aftenstunder, har jeg oplevet en del dejlige ting.

Sneen er nu næsten forsvundet, sommeren er kommet med dejligt solskin og stille vejr, så sandaler, knæbukser og kortærmede trøjer er i brug. Altanen nydes, når jeg har fri, da jeg har morgensol, udsigterne bydes hver dag (i mange dage har Hjortetakkerne været fuldt synlige) og de lokale sejler på weekendture ind i fjordene i deres både.

Der er blevet ryddet en del op, fjernet affald, der kom frem fra sneens dybder og det grønnes hurtigt. Der er sommerferiestemning på arbejde og meget stille, også meget rart for mig, så jeg har tid til at komme ind i alt det nye. Griller og havemøbler er kommet frem overalt og alle nyder de udendørs aktiviteter til langt ud på aftenen. Lyset bruges, når det er her.

været med på to dejlige Vandreture, senest en tur op på toppen af Lille Malene søndag i skønt vejr sammen med 5 mandlige kollegaer, vidunderlig, men også lidt hård tur lige op af fjeldet, hvilket indebar lidt klatring samt over lidt snebunker, der stadig ligger deroppe. En skøn fornemmelse at sidde på toppen og drikke te og spise kage, som vi havde med. På vej ned tappede vi kildevand i flasker og drak, mens vi nød den flotte udsigt udover Nuuk og Nuuks skærgård langt nede. Det var morsomt at stå og se et fly lande nedenfor og vi var højere oppe end flyet under indflyvning.

Jeg har været i Katuaq til koncert med troubadouren Simon Lynge, grønlandsk/dansk musiker bosiddende i USA, solokoncert med dejlige melodiske sange med et stort og medrivende kærlighedsbudskab, meget indlevende fremført.

Jeg har købt en lille fedtstensfigur af en rype, den første af slagsen. Den er rigtig fin.

Så er jeg blevet kattemor, passer kat for en kollega, der er i DK, hyggeligt med lidt selskab. Og I kan grine når I ser mig for jer prøve at gå tur med en kat i sele, der ikke er meget for at gå nogensteder, men bakker stædigt og står med tyk hale og bekymret mine. Men mit kattelufteri førte i dag til en hyggelig samtale med en ældre forbipasserende, der også havde haft kat i sin hjemby Aasiat. Han havde kun to tænder i munden, men var Iøvrigt velformuleret og meget sød at tale med. I løbet af samtalen kom det frem at han studerede teologi på universitetet, sejt.
Han brugte vendingen "elske"- ansigt og det modsatte i forhold til omgang med dyr, og virkede selv som et meget elskeligt menneske.

En del af juni har jeg tilbragt sammen med "Dyrenes Venner i Grønland". Hvor jeg har meldt mig som frivillig.
Jeg deltog i et arrangement med agility ved Nationaldagen, har været med til hyggelig Sankt Hans fest med grillmad og bål, været til kaffe hos et Karen og Harry på deres terasse (de ejer en butik med dyreartikler), samt deltaget i et par møder.
Jeg har påtaget mig at arrangere hundetræning (lydighed) her i efteråret, det glæder jeg mig til. desuden er jeg med i en projektgruppe, der tager sig af hhv. Aktiviteter samt større renoverings- samt vedligeholdelsesopgaver.

Karen Elisabeth, en læge på M, som jeg fløj op med, og jeg har været på et par ture sammen, bl.a. Førnævnte koncert samt en koncert i Hans Egede Kirken med Ida Heinrich samt Musikskolen og Nuuk Byorkester, hvor vi også nød en eminent violinist, der gjorde oplevelsen helt særlig.
Jeg nyder det også, når Navaporn kommer med en jordbærsmoothie nogle formiddage samt kogte æg til vores frokost, hun er bare så sød.


  • Kommentarer(0)//klinuuk.lhbornholm.dk/#post5

Fotosafari Nuuk Syd

Juni 2015Oprettet af Karen-Lisbeth lør, juni 13, 2015 22:28:23

Endnu er uge er gået, og det var min tur til at være på lørdagsjob. Gik hjem kl. 11, nej gik ned i centeret og købte et par vandrerstøvler. Jeg prøvede mange, først damemodeller, men de var for smalle og max str. 41, så jeg endte i herreafdelingen og fandt til slut to par at vælge imellem, et par med røde snørebånd og rødt dekor på og et par mere traditionelle. Ville helst have de smarte, men mine fødder følte sig bedre hjemme i de andre, så dem investerede jeg (dyrt) i.

De skulle indvies, så jeg tog på tur med kamera i eftermiddag og nye vandrerstøvler og gik ned til vandet ved det helt sydlige Nuuk, der er 3 bugter, som jeg hhv. gik ud på klipperne og inde ved vandkanten i bugten, næsten som at gå tur ved Gudhjem. Det har været fantastisk vejr de sidste par dag, sol og stille, så i dag gik jeg med T-shirt og åben jakke (dog ikke ved vandet). Om aftenen kryber tågen ind og lægger sig over byen, og den forsvinder så i løbet af næste formiddag. Meget almindeligt junivejr siger de her, og anbefaler i øvrigt at man altid tager det første fly ud af Nuuk, da det holder her natten over.

Jeg havde en dejlig tur og nød klipperne, det glitrende blå hav, de mange både der drønede afsted i fuld fart for at komme ud i fjordene, smeltevandet fra sneen, der klukkede rundt omkring, og havet, der stille kom i små dønninger ind mod kysten, solen der varmede og roen omkring mig.

I denne uge har jeg smagt sæl, købte et stykke røget sæl og spiste det på rugbrød, det smagte ok. Mærkeligt at pakke ud og lugte hav, når det ligner røget filet (meget mørkt), mine øjne og min lugtesans gør mig lige overrasket hver gang. I øvrigt har jeg endnu ikke haft mod til at købe rå sæl, det ser altså lidt hmm.... ud, og har hørt at hele huset lugter, når man koger det, og det er jeg nu ikke så vild med.

Jeg er vild med min udsigt og nyder den hver eneste dag. Når vejret er klart kommer alting tættere på, i aften ser det næsten ud som om Store Malene ligger lige foran mig og ikke ca. 4-5 km væk. Det er aldeles umuligt at bedømme afstande her.

I får lige lidt billeder fra min "fotosafari" i dag. Knus til alle.



  • Kommentarer(1)//klinuuk.lhbornholm.dk/#post4

Nuummioq.

Juni 2015Oprettet af Karen-Lisbeth søn, juni 07, 2015 17:03:08
Den første uge er gået og jeg er nu borger i Nuuk, Sermersooq Kommunia.

Jeg startede på job i mandags, og der er masser af nye, søde mennesker samt nye rutiner at sætte sig ind i. Det er spændende, og det er lange dage her i starten, hvor alt er nyt.

Jeg går, og går og går, alt er på gåben og med mange trapper, men byen (selve Nuuk) er overskuelig og det er nemt at finde rundt, omend jeg har fået vabler på fødderne. Jeg har købt mig et par billige (måske for billige) gummistøvler til brug i regnvejr, men de gnaver også både her og der, det sparer dog skoene.

Onsdag var jeg på besøg hos Mads på "Nuka Arctica", fik en fin rundvisning på hele skibet samt aftensmad og en god snak i styrehuset med den flotteste udsigt. Det var rigtig hyggeligt.

Idag, søndag, har jeg været til frivilligdag møde hos Dyrenes Venner i Nuuk, og meldt mig som frivillig til evt. Hundetræning samt deltage i et pr-arrangement ved Nationaldagen den 21. Juni. Det var rart at møde nye mennesker som jeg måske kan få et fællesskab med omkring dyr, og de var meget søde og det var godt og professionelt arrangeret.

Senere idag har jeg fået en guidet biltur af bestyrelsesformand og indehaver rundt i Nuuk for at se de ejendomme og huse, som virksomheden ejer og hvor der er personaleboliger. Det var informativt og rart at se husene og ikke kun have en adresse, som det kan være svært at forholde sig til.

En printer er købt og installeret (og slæbt egenhændigt hjem, selvom jeg var blevet tilbudt kørsel) så nu mangler jeg bare en regnemaskine og mine flyttekasser, som skulle blive udleveret i den kommende uge, hvilket jeg glæder mig til, for jeg har ikke meget tøj med i kufferten, det var mapper det hele. LIdt potteplanter er indkøbt og to nye minikamikker er hængt op, så det lille hjem begynder at blive lidt hyggeligt og personligt. Jeg er super glad for min udsigt (udsigter til flere sider), og har trods tilbud om en anden lejlighed i samme hus, der var lidt mere ugeneret (der er en offentlig gangbro i niveau med mit stuevindue ca. 30 mtr. Væk) men som vender i en anden retning, valgt at blive her, da jeg nyder udsigten hver dag, ligger i læsiden mod øst og egentlig synes det er meget rart med lidt liv udenfor.

Hold op det er svært kun at lave mad til een person, iaften skal jeg spise den samme karryret nu for tredje dag i træk. Det skal øves. Jeg skal beherske mig for ikke at købe for meget på tilbud, godt jeg har en fryser. Købte en agurk forleden til kr. 15.- det er en fin pris heroppe. Ost er ret billigt og kød også, frosne grøntsager er samme pris, så hvis man vil kan man sagtens leve til fornuftig pris. Jeg "kom til" også at købe et par køleskabsmagneter, udformede som isbjørnehoveder. Ups, men de er med til at gøre lejligheden lidt mere min.

Jeg føler mig stadig meget "flyfrisk" og uvidende om alt. Der er nyt at lære hver dag.
Min nabo kom en aften og gav mig lidt info om lejligheden, så nu har jeg gulvvarme på badeværelset og i entréen (sidstnævnte har jeg dog ikke tændt), Nøøj det er dejligt. Og min vaskemaskine er sådan en smart tingest, der også er tørretumbler (avanceret og nyt for mig) men nok dyrt i el, så jeg bruger tørrestativet i stedet for.
Der er mørklægningsgardiner i soveværelset og det er nu meget godt, for her bliver det altså overhovedet ikke mørkt lige nu, det er lyst hele døgnet føler jeg, dog i nuanceret form, dvs. Lidt mere gråt eller lign. Om natten.

Det er også konfirmationstider her i byen og så er der tradition for fyrværkeri. Jeg bliver lige chokeret hver gang, jeg hører det, når aldrig at se det selv, kun røgen, der bliver hængende.


  • Kommentarer(0)//klinuuk.lhbornholm.dk/#post3

Kold majdag i Nuuk.

Maj 2015Oprettet af Karen-Lisbeth lør, maj 30, 2015 19:54:33
Så kom jeg til Nuuk i går med "et par af de røde flyvere" med korte ophold i hhv. CPH og Kangerlussuuaq, sidstnævnte blev nydt på bænken udenfor i klart og varmt solskin. Nuuk er kølig med store snedriver rundt i byen og på fjeldene, dog ikke på vejene. Måske snemængderne denne vinter er med til at holde længere på kulden.

Jeg blev hentet og har fået en rundtur på min nye arbejdsplads og hilst på en masse søde mennesker. Hen på eftermiddagen fik jeg pakket ud, købt et tlf. Abonnement hos TelePost og handlet lidt ind i Brugseni.

Aftenen blev tilbragt på sofaen hvor jeg kæmpede for at holde mig vågen, så jeg kan få min krop til at indstille sig på ny tid (fik 4 timer mere). Gik meget træt i seng og vågnede kl 04 lokaltid frisk og klar, og temmelig sulten. Lidt natmad og ind og prøve på at sove videre indtil kl. 07.

Fin dag i dag. Aftalt gåtur med en anden flyfrisk, som jeg fulgtes med i flyet. Vi travede rundt i byen, op og ned af bakker samt op og ned af trapper, indtil sulten overmandede os og vi fik brunch på cafeen i Katuaq. Kort på job, fik lidt mere info samt en rundvisning mere, det var godt. Så hjem og slappe lidt af, Skype med familien. Her i eftermiddag har jeg gået ned til havnen, rundt om havnen, hen til et lukket Jysk og retur. Det er blevet til ialt 14 km, så fødderne summer lidt.

Nu står den på afslapning på sofaen resten af aftenen, mens jeg nyder min udsigt.

  • Kommentarer(0)//klinuuk.lhbornholm.dk/#post2

Sidste dag på øen i søen.

Maj 2015Oprettet af Karen-Lisbeth tor, maj 28, 2015 05:45:33
Hestene er lukket ud - for sidste gang.
Jeg skal snart på job - for sidste gang
idag er alt sidste gang inden jeg i morgen tidlig rejser til Nuuk.

Det bliver spændende, og jeg glæder mig. Jeg kan også mærke at følelserne ligger tæt på overfladen i denne uge, der er ikke så langt til tårer. Jeg er ikke god til at tage afsked, og jeg kommer jo hjem igen, selvom der der går en rum tid. Det tager også lidt tid at lære at slippe kontrollen, ansvaret for familiens ve og vel, dyrenes pasning og træning samt være den, der husker aftaler, fødselsdage, oprydning m.m. - det bliver nok mærkeligt kun at have ansvar for sig selv i en periode.

Jeg sidder i køkkenet og samler trådene til det sidste, jeg skal huske at hhv. sige, gøre, skrive, have arrangeret, og alt dette selvfølgelig på en dag, der går rigtig hurtigt i forvejen, godset er sendt og kufferten næsten færdigpakket, jeg mangler blot at flytte filer til min nye computer, så jeg har de nødvendige informationer med, det er aftenen sat af til.

I morgen tidlig er det afgang fra min "øen i søen" som jeg holder så meget af, et svært farvel og på gensyn til mand og børn og så med den røde flyver til Grønland, hvor foråret ikke rigtig har kunnet få fodfæste endnu.

På gensyn - Takuss😅



  • Kommentarer(0)//klinuuk.lhbornholm.dk/#post1

Snart

Maj 2015Oprettet af Karen-Lisbeth fre, maj 08, 2015 08:21:27

Så er billetten kommet til min nye udfordring.

Den 29. Maj rejser jeg til Nuuk for at bo og arbejde.

Jeg kommer til at savne min familie og mine dyr vildt meget, men det er en drøm, der går i opfyldelse, og jeg glæder mig.

Det er hårdt at sige farvel til mine kunder, og endnu mere min familie og venner, men jeg må bare afsted. Jeg ønsker mig, at såvel familie som venner har lyst og mulighed for at komme og besøge mig.

Denne blog vil jeg bruge til at lægge billeder ind og fortælle om, hvordan det er at leve og bo i Grønland. Håber I har lyst til at følge medsmiley

8/5-2015 - Karen-Lisbeth



  • Kommentarer(0)//klinuuk.lhbornholm.dk/#post0