KLiNuuk

KLiNuuk

Nuuk - under huden

Jeg skal arbejde og bo i Nuuk fra 1. Juni 2015.

Jeg vil skrive om mit liv og mine oplevelser, stort og småt.
Min familie - dvs. mand og børn bliver på Bornholm - så her er en chance for at følge med for familie og venner.

Kold majdag i Nuuk.

Maj 2015Oprettet af Karen-Lisbeth lør, maj 30, 2015 19:54:33
Så kom jeg til Nuuk i går med "et par af de røde flyvere" med korte ophold i hhv. CPH og Kangerlussuuaq, sidstnævnte blev nydt på bænken udenfor i klart og varmt solskin. Nuuk er kølig med store snedriver rundt i byen og på fjeldene, dog ikke på vejene. Måske snemængderne denne vinter er med til at holde længere på kulden.

Jeg blev hentet og har fået en rundtur på min nye arbejdsplads og hilst på en masse søde mennesker. Hen på eftermiddagen fik jeg pakket ud, købt et tlf. Abonnement hos TelePost og handlet lidt ind i Brugseni.

Aftenen blev tilbragt på sofaen hvor jeg kæmpede for at holde mig vågen, så jeg kan få min krop til at indstille sig på ny tid (fik 4 timer mere). Gik meget træt i seng og vågnede kl 04 lokaltid frisk og klar, og temmelig sulten. Lidt natmad og ind og prøve på at sove videre indtil kl. 07.

Fin dag i dag. Aftalt gåtur med en anden flyfrisk, som jeg fulgtes med i flyet. Vi travede rundt i byen, op og ned af bakker samt op og ned af trapper, indtil sulten overmandede os og vi fik brunch på cafeen i Katuaq. Kort på job, fik lidt mere info samt en rundvisning mere, det var godt. Så hjem og slappe lidt af, Skype med familien. Her i eftermiddag har jeg gået ned til havnen, rundt om havnen, hen til et lukket Jysk og retur. Det er blevet til ialt 14 km, så fødderne summer lidt.

Nu står den på afslapning på sofaen resten af aftenen, mens jeg nyder min udsigt.

  • Kommentarer(0)//klinuuk.lhbornholm.dk/#post2

Sidste dag på øen i søen.

Maj 2015Oprettet af Karen-Lisbeth tor, maj 28, 2015 05:45:33
Hestene er lukket ud - for sidste gang.
Jeg skal snart på job - for sidste gang
idag er alt sidste gang inden jeg i morgen tidlig rejser til Nuuk.

Det bliver spændende, og jeg glæder mig. Jeg kan også mærke at følelserne ligger tæt på overfladen i denne uge, der er ikke så langt til tårer. Jeg er ikke god til at tage afsked, og jeg kommer jo hjem igen, selvom der der går en rum tid. Det tager også lidt tid at lære at slippe kontrollen, ansvaret for familiens ve og vel, dyrenes pasning og træning samt være den, der husker aftaler, fødselsdage, oprydning m.m. - det bliver nok mærkeligt kun at have ansvar for sig selv i en periode.

Jeg sidder i køkkenet og samler trådene til det sidste, jeg skal huske at hhv. sige, gøre, skrive, have arrangeret, og alt dette selvfølgelig på en dag, der går rigtig hurtigt i forvejen, godset er sendt og kufferten næsten færdigpakket, jeg mangler blot at flytte filer til min nye computer, så jeg har de nødvendige informationer med, det er aftenen sat af til.

I morgen tidlig er det afgang fra min "øen i søen" som jeg holder så meget af, et svært farvel og på gensyn til mand og børn og så med den røde flyver til Grønland, hvor foråret ikke rigtig har kunnet få fodfæste endnu.

På gensyn - Takuss😅



  • Kommentarer(0)//klinuuk.lhbornholm.dk/#post1

Snart

Maj 2015Oprettet af Karen-Lisbeth fre, maj 08, 2015 08:21:27

Så er billetten kommet til min nye udfordring.

Den 29. Maj rejser jeg til Nuuk for at bo og arbejde.

Jeg kommer til at savne min familie og mine dyr vildt meget, men det er en drøm, der går i opfyldelse, og jeg glæder mig.

Det er hårdt at sige farvel til mine kunder, og endnu mere min familie og venner, men jeg må bare afsted. Jeg ønsker mig, at såvel familie som venner har lyst og mulighed for at komme og besøge mig.

Denne blog vil jeg bruge til at lægge billeder ind og fortælle om, hvordan det er at leve og bo i Grønland. Håber I har lyst til at følge medsmiley

8/5-2015 - Karen-Lisbeth



  • Kommentarer(0)//klinuuk.lhbornholm.dk/#post0